Teams i bofælleskaberne Inge og Sofie Marie
Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie er for de flestes vedkommende, første hjem efter at være flyttet hjemmefra, så vi er en ung sammensætning af voksne mennesker.
Husene summer af ungdomsmiljø, aktiviteter og interesser og livet hos os indbefatter alt det, som alle andre unge mennesker finder i bofællesskab.
Vi bekymrer os om hinanden, er venner på kryds og tværs, vi irriteres og skændes, vi griner og rotter os sammen, vi forelskes og går fra hinanden. I det hele taget lever vi livet i bofællesskab på godt og ondt. For her har man ikke valgt, hvem man vil bo sammen med og ej heller, hvem der arbejder her. Derfor er det dejligt, at have sin egen lejlighed hvor man kan trække sig tilbage i eget selskab eller med venner og alle fællesarealer når vi vil hinanden. Her bliver der taget hensyn til hver enkelt.
Ringsted er en god by at bo i, når man har særlige behov. Vi ligger i cykel/gå-afstand fra bymidte og station, og bussen går lige uden for døren, hvis dette måtte være behovet. Vi benytter i stor stil Klub Svanen, svømmehal, byens butikker m.fl. og når man har boet her noget tid, kan de fleste finde rundt på egen hånd eller i selskab med personale eller bo-fæller.
Vi har mangeartede interesser og mødes på kryds og tværs til aktiviteter, der enten er planlagte eller nogle vi selv finder på. Og er der nye ideer, bliver de som regel ført ud i livet.
Der er flere, der mener, at ”vi vil bo her til vi skal bæres ud” . Men faktisk er målet, at øge selvstændigheden og mindske støtten i hverdagen, så hvad der sker for hver enkelt i fremtiden, kan vi blot gisne om.
Læs mere om hvert enkelt bo-team for yderligere information:
Team 1, Team 2 og Team 3 Inge-huset: voksne med udviklings- og evt. synshandicap i varieret omfang
Team 4 og Team 5 Sofie-huset: voksne med ASF (autisme spektrum forstyrrelser), evt. udviklingshandicap og/eller ledsagende psykiatriske overbygninger i varieret omfang
Team 6, Team 7 og Team 8 Ærtekildevej: voksne med ASF (autisme spektrum forstyrrelser), evt. udviklingshandicap og/eller ledsagende psykiatriske overbygninger i varieret omfang
Læs mere om internt dagtilbud §103